|
Phalaenopsis er utroligt nemme at holde og de kan blomstre i månedsvis, ja årevis på samme stængel uden at blomsterne får så meget som en plet eller misfarvning. Ingen halvvisne blomster i "buketten". En dag begynder en enkelt blomst at blive tynd og krøllet, og inden for 24-timer er blomsten helt visnet og er faldet af stænglen.
Phalaenopsis er en epifyt, dvs. at den lever i luften, fæstnet på et træ eller en anden levende plante. Den snylter ikke på træet, men bruger træet til at komme væk fra den mørke jordbund og op i lyset. Der lever den af dug, regnskyl og vandmættet luft fra tåge og evt. vandfald mv.
Når man køber en Phalaenopsis er den typisk plantet i en gennemsigtig plasticpotte (med åndehuller i bunden) med barkstykker. Barkstykkerne giver ikke orkidéen næring som sådan, men holder lidt på fugtigheden og sørger samtidig for, at der kan være luft omkring rødderne, så disse ikke rådner. Har man en Phalaenopsis i en potte er det vigtigt, at rødderne ikke står i vand i bunden af potten. Efter vanding, der foregår ved at man dypper hele potten i en spand med kalkfattigt vand, stilles potten til afdrypning inden den sættes tilbage i en eventuel urtepotteskjuler eller på en underskål.
Er orkidéen købt plantet i en keramikpotte eller et glas kan den sagtens leve i denne, blot man ikke overvander. Det er nemmere at slå en orkidé ihjel med for meget vand, end med for lidt. I den lukkede potte kan evt. overskydende vand ikke løbe ud og man risikerer at rødderne rådner. Min svigermor vander sine Phalaenopsis een gang om ugen og hver plante får eet snapseglas vand. Hendes orkidéer trives og blomstrer igen og igen. Da jeg fik mine første Phalaenopsis fulgte jeg svigermors råd, men satte dog vandmængden op til ½ dl vand pr. orkidé (en temmelig stor snaps). Det gik fint i flere år, men efter at jeg er begyndt at dyppe mine orkidéer i vand kan jeg godt se, at de vokser lidt bedre... Selve planten og bladene vokser mere og der kommer nye blade. Men får jeg en orkidé plantet direkte i en flot keramikpotte, så bruger jeg svigermor-tricket, for ikke at rødderne skal søppe i vand. Der for den lov til at stå indtil den trænger til at blive pottet om.
Fordi Phalaenopsis er en epifyt kan man fæstne den på et stykke bark, en træstub eller hænge den i en tremmekurv. Forsøges noget sådant skal man bare putte lidt mos mellem rødderne. Mosset holder på fugtigheden.
Selvom bark og mos holder på fugtigheden, så skal Phalaenopsis have lov til at tørre helt ud mellem vandingerne, især i hvileperioden som er mellem blomstringerne. Under blomstringen skal Phalaenopsis have gødning hver 14. dag og månedligt i hvileperioden.
Phalaenopsis trives bedst hvis bladene er støvfrie. Bladene kan evt. gnides forsigtigt med en vatrondel dyppet i kalkfrit vand.
Stil Phalaenopsis lyst, men ikke i direkte sol. Et øst eller vest vindue bedst om sommeren. Phalaenopsis står fint på et bord eller lign. et par meter at et vindue. |
|
|
Om pasning af Phalaenopsis står der ofte skrevet, at man skal klippe de afblomstrede stængler af lige ved 2. eller 3. "øje". Så skulle planten efter sigende blomstre igen. Det synes jeg ikke har nogen virkning. Tværtimod får mange af mine Phalaenopsis nye stængler på de "gamle", enten mens de blomstrer eller lige efter afblomstring. På billedet helt til højre har en af mine Phalaenopsis gang i 3. "stængel-generation", på begge de oprindelige.
Jeg lader derfor stænglerne være indtil de bliver brune og tørre. Nogle gange klipper jeg dem af efter 4-6 uger, hvis jeg kan se, at de bliver til en slags pinde.
Man lærer altid noget hist og her. Ovenstående har jeg lært af en thailandsk veninde, der gør alt det forkerte ved sine Phalaenopsis. De står altid i vand, i en solrig vindueskarm, hun klipper aldrig stænglerne af... og alligevel har hendes orkidéer altid et væld af blomster. |
 |
 | |
|
Konklusionen er vist, at der ikke er nogen endegyldig måde at passe orkidéer på. I begyndelsen fulgte jeg alle pasningsvejledninger til punkt og prikke, ja det gør jeg stadig med helt nye orkidéarter, men på et-eller-andet tidspunkt i processen stikker jeg lige en finger i jorden, sådan bogstaveligt talt, og finder de måder, der passer mig og mine orkidéer bedst. Det kan især være nødvendigt, når man er stue-dyrker og ikke har plads/lyst/energi til alt det specielle tilbehør.
Øv, er der måske nogle, der tænker nu. Jeg kender det godt. Det er lidt ligesom, når man spørger sin mor om opskriften på frikadeller. En skvis dit og en sjat dat... Jamen, hvormeget er det helt nøjagtigt? "åh, bare så'en så det passer"... Jamen ?!
Sådan er det bare... :-) |
